Vi er "familien Guld" - min mand Jørgen, arbejder til dagligt, som serviceleder ved Elcon i Århus, vores datter Emma på 20 år som netop er færdig med gymnasiet, og vores søn Viktor på 15 år, går i 8. kl. på Ådalsskolen i Skørring og jeg selv - Karin som det mest af arbejdsliv har arbejdet som lægesekretær ved Århus Universitetshospital, indtil sommeren 2020, hvor jeg startede nyt job som klinikassistent ved Vestdjurs Dyrlæger Skæring Og Rosenholm Dyreklinik. Øvrige familiemedlemmer er vores skønne Golden retrievers samt nogle søde katte.
Vi bor på et landsted 7 km udenfor Hornslet lige mellem Århus og Randers. Vi bor i skønne landlige omgivelser på vores 20 tdl. med skoven som nabo.
Vi købte vores landsted i 1994, og her har vi fra starten haft heste og frem til 2019, hvor vi desværre var nødt til at sige farvel til de sidste to. Mit helbred med dårlig nakke m.m. gjorde, at jeg ikke kunne holde til at ride mere, og det hårde og tunge arbejde med at passe hestene i det daglige, var efterhånden blevet for hårdt. Da den ældste af hestene måtte aflives pga. sygdom, besluttede vi os for at sælge den sidste og tømme stalden. Det var trist og mærkeligt ikke at have hestene mere, og vi vil altid savne dem, men livet leves videre.
Vores første Golden retriever hed "King", han var en parringshvalp efter mine forældres goldenhan "Rocky" - King blev 12,5 år gammel, King var en fantastisk godmodig og kærlig hund. Det var et stort savn da King var væk, han var en rigtig dejlig hund, og var vores eneste "barn" indtil vi blev forældre til vores datter Emma i 2003, da King var 9 år gammel. De to blev de bedste venner. King var på et enkelt skue i Århus, hvor han fik excellent og blev 4. vinder I åbenkl.
Vi fandt hurtigt en lille ny hvalp, en goldentæve "Bella", som vi købte ved Kennel Jollygold. Bella var også en helt fantastisk familiehund. Emma var 4 år på det tidspunkt, og de to havde utroligt meget glæde af hinanden. I 2009 blev vi forældre til vores søn Viktor, og Bella blev den daglige barnepige, mens Viktor sov i barnevognen, hun sov troligt under barnevognen indtil han vågnede. Bella var også med til et skue i Århus, hvor hun fik SL (særdeles lovende) og 4. vinder i hvalpeklassen. Ved samme skue var Emma (kun 4 år gammel) i ringen med Bella og vandt en flot 1. plads ved barn-hund konkurrencen.
Gik også til en del træning med Bella - bestod brugsprøven i 2009. Havde tanker om at få hvalpe på Bella, men der var for travlt med børn og hestene i hverdagen, så det blev ikke rigtigt til noget. Da Bella var knap 11 år, blev hun desværre syg med kræft i bugspytkirtlen, og var blevet for gammel til operation, så vi måtte tage afsked med sødeste Bella.
Vi besluttede så at vi ville prøve at undvære hund, men der gik ikke lang til før vi måtte have en ny hund, det var simpelthen for sært uden, der var så tomt og de mange gamle vaner, som havde med hund at gøre dukkede hele tiden op.
Så kom "Marley" Golden Schelander's Great Spirit - han er fra Kennel Golden Schelander. Den bedste beslutning for os alle fire. Han er en super skøn og livsglad helt fantastisk familiehund.
Det var egentlig ikke meningen, men lidt tilfældigt og mest bare for at prøve det, meldte vi Marley til International Hundeudstilling i Herning 2018. Nok lidt vildt at starte der, men vi trænede og gjorde hvad vi kunne som nybegynderer, og det gav pote - Marley fik SL og blev bedste goldenhan i babyklassen og bedste golden baby i sin klasse, derfor gik han videre til "Store Ring". Han fik dog ingen placering her, men det var så stort at være med.
Siden Herning er det bare gået derud af, og Marley har fået mange fine placeringer ved både skuer og udstillinger.
Det er også så hyggeligt
at være afsted, tit er vi afsted hele familien og nogle gange også med overnatning og hygge. Vi nyder også det samvær vi har med alle hundevennerne, når vi er ude.
Marley er også blevet trænet på div. lydighedhold, og har bestået brugsprøven ved DRK Århus. Herudover hygger vi os med rallylydighed, hvor Marley også har bestået 3 rallybegynderprøver, og har fået titel RBM (Rallybegyndermester). Marley elsker bare opgaver både i udstillingsringen, til jagtretrievertræning og ved rallylydighedstræning.
Så rejste vi en tur til Holland efter endnu et familiemedlem, nemlig søde smukke "Alba" - vores hollandske prinsesse. Alba som også hedder "Sequins Sabina" er fra Kennel Sequins i Holland.
Alba er faldet godt til og er højt elsket af hele familien. Alba er en meget kærlig, glad og lærenem goldenpige, som trænes med ringtræning, rallylydighed og jagt-/retrieverstræning. Alba har udviklet sig super flot, og er blevet en endnu smukkere prinsesse, hun har klaret sig super godt på specielt udstillinger, hvor hun har fået flere fine titler.
Det er planen at Alba skal indgå i avl, og vi planlæger hendes første kuld, hvor hun vil blive parret med vores egen goldenhan Marley.
I sommeren 2022 lavede vi det første kuld med vores kennelnavn "Golden Show Stars", vi var så heldige at få den mulighed at låne "Bonnie", som også hedder "Jollygold Bonnie and Clyde" af Helle Holm Madsen fra kennel Jollygold, til at lave vores 1. kuld. Bonnie blev parret med vores egen Marley, og et fint kuld på 7 skønne guldklumper kom til. Det var en fantastisk oplevelse at have hvalpe og glæder os allerede til vi skal prøve det igen.
En af hvalpene ville ikke flytte hjemmefra, det var vores lille "Hope" som smeltede alle vores hjerter og endte med at blive boende her. Det var ikke meningen vi skulle beholde en hvalp fra dette kuld, men "it was meant to be" og hun valgte os, og fik lov til at blive. "Hope" eller "Golden Show Stars Let's Stay Together" som hun også hedder, ja hendes navn siger alt.
Hun er er helt en fantastisk mild, super skøn og kærlig goldentæve, som er så let at elske. Hun har haft nemt ved at falde ind i flokken og udvilker sig rigtigt godt. Hun er allerede godt i gang med ringtræning, og har været på flere skuer og udstillinger allerede. Hun var på sit første skue, som bare 3 måneder gammel, her fik hun SL (særdeles lovende) og blev bedste golden babytæve.
Hope er også godt i gang med hvalpetræning, og hun er utrolig lærenem og elsker bare at apportere.
Vi er så glade for hun blev boende her hos os.
I marts 2023 blev Marley og Alba forældre til et super skønt kuld hvalpe. Det blev et meget harmonisk kuld, som vi er meget stolte af. Det var også planen at vi skulle beholde en skøn tævehvalp og heldigvis var der det, så sidste nye skud på stammen er vores smukke prinsesse "Joy" som også hedder "Golden Show Stars Born This Way".
Joy er sød og mild og har et herligt temperament. Hun viser en naturlig glæde ved at bærer rundt på ting.
Vi glæder os til en spændende fremtid med Joy, og det planen at hun skal ringtrænes og udstilles, men går også på hvalpehold og senere skal hun trænes på jagtretrievertræningshold og gå brugsprøve m.m.
Med venlig hilsen
Karin & Jørgen Guld